Eller det var i hvert fald, hvad vi tænkte, den lørdag i marts, hvor vi satte kursen mod den jyske vestkyst. Hvis der findes perler derude, må de i den grad være oversete. Lidet anede vi, hvor overraskede, vi senere ville vende hjem, med posen fuld af gode oplevelser. Svoger Peters kort havde – til stor morskab for os alle – vurderet Thyborøn til to stjerner – og dermed på linje med Firenze, Rom og Paris!?

Det skal dog straks siges, at helt i den liga syntes vi ikke, vi var. Men mindre kan bestemt også gøre det.

Første stop på turen var Bovbjerg fyr. Herude langt mod vest var udsynet stort og horisonten klar og tydelig. Det smukke røde fyr har været pejlemærke for utallige skibe på den farlige Jernkyst, hvor forlis var ganske almindelige, og livsvilkårene herude var vanskelige på rigtig mange måder.

En kort travetur på toppen af klinten vidner om, at havet stadig er grådigt – trods alverdens kystsikring og menneskelige forsøg på at styre naturens kræfter. Vi mødte et skilt, der oplyste os om, at vi nu krydsede ”opholdslinjen”, altså det sted, hvor kanten af isen gik til i den seneste istid. Faktisk var det tydeligt at se i lerlagene, hvor det præcist var!

Det gik langs stranden tilbage – en sjældent vindstille og lun dag ved Vestkysten, så wow-faktoren var høj

Turen gik videre nordpå mod Thyborøn, og første stop var frokost i det fri. Noget af et scoop at kunne sidde ved æ Haw og spise madpakker i solen midt i marts!

Gad vide, hvor mange af bloggens læsere, der sådan lige var klar over, at der i 1. verdenskrig var et frygteligt søslag mellem tyskere og englændere netop ud for Thyborøn? Et døgn gik med, at de fyrede løs på hinanden derude, så kanontordenen kunne høres ind på land, og da slaget var slut, lå 25 skibe på havets bund, og knap 9000 mennesker var omkommet.

På det fine lille museum Sea War Museum i Thyborøn kan man blive klogere på ”Jyllandsslaget” som det kaldes – en fin og spændende lille perle.

Og så var tiden kommet til turens forventede højdepunkt. En to-timers guidet tur rundt til Thyborøns seværdigheder… på Puch Maxi. Det var i den grad en tur på Memory Lane! En særdeles veloplagt turguide, som var ca. lige dele entertainer, naturvejleder og knallertentusiast, fik os ombord med gennemgang af cockpittet (et gashåndtag og to bremser), pålæsningssystemet (den grønne mælkekasse bagpå), nødbremse-systemet (sko i jorden), forventet Max.ydelse (1 hestekraft) og … ja, det var faktisk det!

Vi blev grundigt instrueret om, at der skulle forevises kørekort såfremt politiet var i byen (hvilket ifølge den lokale Messenger-gruppe dog ikke var tilfældet den dag) og at hjelmene mest var en slags passiv sikkerhedsforanstaltning (så de lokale se, at vi var turister). En kort øvetur og afsted det gik!

Første opgave var en lille sti, hvor vi skulle se til venstre (der hvor indkørsel-forbudt-skiltet stod til højre), og så gik det ellers afsted mod Høfde 42, mens Jens fortalte lokale røverhistorier og gode anekdoter fra Thyborøn, som lød i æggeskallernes headset.

Tilbage i byen var der tid til en tur om havnen, sneglehuset, de dyre og de billige kvarterer og det lokale brune værtshus, hvor der var lejlighed til en øl blandt de lokale. Og uden af lufte mine fordomme om Thyborøn alt for meget, vil jeg bare sige, at de fuldt ud levede op til dem! Det var en kanon-oplevelse og en skæg og anderledes måde at se en by på, og maxitours kan bestemt anbefales!

En middag på restaurant Bølgen, hvor maden var virkelig god og køkkenets tid om at tilberede den usædvanlig lang, rundede dagen af, og det var tid til at opgøre udbyttet af dagen. Der var bred enighed om, at de to stjerner måske lige er at stramme den, men Thyborøn og den del af Vestkysten er virkelig et besøg værd. Der er alligevel stadig oversete perler derude…

Her skal man faktisk gøre sig umage. Det nytter ikke at køre hovedløst afsted uden at have styr på hverken tidevandstabel, sommertid, vindretning, udstyr og proviantering. Næh nej… faktisk kan turen til denne oversete perle mere karakteriseres som en ekspedition end en vandretur.

Man skal nemlig ville det. Turen starter med at vade 1,5 km gennem knæhøjt vand – herefter følger 12 km vandretur til og rundt på Æbelø før turen går retur gennem de samme 1,5 km vand. Vel at mærke hvis man har styr på sin tidevandstabel

Men oversete perlers udsendte var selvfølgelig velforberedt, og med researchen på plads gik det gennem vand og …nå ja… vand. Der er særligt en ting at sige om at gå gennem vand: Det er udmærket træning for lår og baller!

Vel ankommet til fast grund var det tid til skift til vandrestøvler, og vi vovede oven i købet at have blind tillid til de evt. andre besøgende, og lade vores våde sko og bukser ligge og vente på os til vi kom tilbage. At stjæle en Æbelø-vandrers vadesko, må moralsk set være at sammenligne med hestetyveri i det vilde vesten, så det regner vi ikke med sker.

Men Æbelø kræver endnu en indsats fra de besøgende. Nu var vi landet på en lille “for-ø” Æbelø Holm, som skulle krydses, hvorefter en lang sandtange skulle forceres, og først da – efter ca. 5 km strabadser – landede vi på selve øen. Det er en rejse, hvor man får sjælen med.

Der er lidt Robinson Crusoe fornemmelse ved at indtage en “øde” ø. Der er en helt særlig stemning af uforstyrrethed på øen, og virkelig smuk natur.

Ekspeditionen fortsatte rundt om øen kun afbrudt af smukke udsigter, en stor flok dådyr og medbragt mad i det grønne. Vi kiggede mod Endelave, hvor vi for kort tid siden stod og spejdede den anden vej mod Æbelø, og aftalte, at det var næste destination! Det kan man læse om lige her: www.overseteperler.dk/kaninoen-paa-en-weekend/

Tænk at man stadig kan tage på robinsonade i Danmark i 2021! Engang boede her familier, der var et ralværk, en gård, skole, fyrmester og daglig postomdeling. Nu er her stille. Apropos postudbringning er det ganske vist. Postbudet hed Valdemar Knudsen og passede ruten i over 20 år. Han boede på Nordfyn og havde cykler og små både placeret strategiske steder, og når arbejdsdagen var forbi havde Valdemar vadet, cyklet og roet omkring 20 km. Han har givetvis været en veltrænet mand!

Æbelø er en lille moræneknold i bunden af Kattegat. Den har en særlige geologi med en stor bestanddel af “plastisk ler” – efter sigende enhver bygningsingeniørs mareridt, da det gør, at jordlagene skrider fra hinanden. Det kan man se på østsiden af øen, hvor et strandet skib også vidner om, at farvandet omkring paradisøen ikke altid har været så venligt stemt.

Tilbage mod fastlandet, hvor vadeskoene selvfølgelig stadig lå og ventede. På turen tilbage gennem vandet var der en usædvanlig høj grad af tilfredshed med dagens ekspedition.

Æbelø kræver noget af sine besøgende. Men det er det hele værd, og med en lille smule research og planlægning kan alle, der har en hemmelig drøm om at besøge en øde ø, komme derud.

En forårsdag i et stadig Corona-ramt Danmark anno 2021 er vi på farten. 13 oplevelseshungrende familiemedlemmer i alderen 18 til 87 år. Med base i et sommerhus nær Ebeltoft, udforsker vi det sydlige Djursland, Som altid er der meget mere at opleve end det åbenlyse. Fregatten, de gamle brostensgader, slotsruinen, bjergene og de smukke, smukke udsigter, der dukker op bag hvert et sving af de snoede veje – bevares… det er så fint det hele. Men der gemmer sig altså også skjulte og oversete perler herude.

For eksempel er her en – ta da – rundkirke! Og nej – selv om der er ruteflyvning fra Århus til Rønne, har vi ikke lige skiftet lokation til solskinsøen. Den er god nok. Her ligger virkelig en rundkirke, og det er Jyllands eneste. Den er bygget i 1200-tallet – og dominerer fuldstændig den lille by Thorsager. Under en renovering fandt man rester af et vikingeoffersted under gulvet – hvis der skal være lidt logik i forhold til bynavnet har det nok været Thor, der her fik sin del af menneskelig tilbedelse. Indtil han blev sparket af pinden, og erstattet med en kristen kirke altså. Der kan man tale om en magtdemonstration!

Videre gik det til stedet, som blev så kendt i DR-dokumentaren “Lys i Mørke” som løb over skærmen for et par år siden, og som stadig egner sig fint som nogle timers slow-tv en dag, hvor man lige er i det humør. Søren Ryges rolige og underfundige stemme guider os gennem dramaet omkring den lille by Mørke i Syddjurs.

Ved første øjekast en ubetydelig lille stationsby, som dog har fået lidt liv igen med letbanens indtog hen over Djursland. Men hvilket drama, der dog har udspillet sig blandt beboerne her. Lise Nørgaard kunne ikke have udtænkt intrigerne og plottene bedre da byen får 4,5 mio kr. til egnsudvikling og skal blive enige om, hvad i alverden de skal bruges til. Der er tilflytterne, de unge fra Århus med konsulentjob og fine ord som “stakeholderanalyse” (som udtales så langsomt og tydeligt af Søren Ryge, at man skulle tro det var en smitsom sygdom på linje med ebola). De optimerer og samskaber og har visioner om udviklingen i Mørke. Det ældre ægtepar, der bor overfor stationen, vil egentlig bare gerne beholde det hjørne, de har tilplantet med thuja og pyntet med bænk og havenisser. Men de unge og smarte vil både have fyrtårn der lyser i Mørke og kulturhus, og gennem 6 afsnit udfolder dramaet sig. Det er fremragende underholdning og mange klassiske temaer om godt og ondt, ungt og gammelt, fornyende og bevarende rulles ud.

Noget er de jo så blevet enige om, for vi kunne indtage den medbragte kaffe ved det lille torv ved bænken, med udsigt til fyrtårnet og letbanen. Et bryghus med udmærket øl, en frisør og en Kirkens Korshær Genbrug udgjorde kernen af handelslivet i Mørke centrum så vidt vi kunne vurdere.

Og så var der jo lige troldene. For i og omkring Mørke finder man ikke mindre end 2 af Thomas Dambos trolde. Den ene blev tilovers på en tidligere North Side festival, og efterfølgende flyttet til Mørke for nogen af de der egnsudviklingsmidler, I ved…

Og så den helt store perle efter min mening. Trolden Sigurd, som drøner ned ad bakken i udkanten af byen med et grin som en flækket træsko oven på en udrangeret rød bil.

Mon ikke han tænker “så var der alligevel lys i Mørke…og rundkirker i Jylland” I hvert fald er det bestemt en omvej værd, som de siger i Michelin-guiden, hvis du en dag skulle befinde dig et sted mellem Randers og Rønde.

Og det skulle vise sig at blive en oplevelse af de helt gode. Endelave er en lille ø med et særdeles smukt og varieret landskab og dyreliv. Og så har de jo kaninerne. Efter de lokale røverhistorier skulle der på et tidspunkt sættes fasaner ud på øen, men det havde åbenbart været for svært at fremskaffe, så leverandøren lukkede i skumringen lågen op og lod de 6 kaniner løbe ud, alt imens han håbede, at tusmørket ville sløre bedraget!

Kaninerne ynglede som…ja, kaniner, og nu findes de overalt på øen. Altså undtagen når man står klar med kameraet – så er de pist væk. Men alle steder ser man deres huller, så de er der helt sikkert. De innovative folk på turistkontoret i Horsens har skamløst udnyttet navnesammenfaldet med pilgrimsruten Caminoen som navn på en vandretur rundt om øen, og det kan man jo i grunden ikke fortænke dem i

Kaninoen er en 21 km vandretur rundt i kanten af det meste af øen. Man kan ikke sige, at den er hverken handicap- eller barnevognsegnet, for meget af ruten går på stranden i sand og sten. Til gengæld bliver man rigeligt belønnet med den ene skønne udsigt efter den anden.

Man får lige genopfrisket sit indre landkort når man skal placere Æbelø, Samsø og Tunø undervejs, hvor de dukker op på panoramabillederne øen rundt.

Turen var all inclusive, så der blev naturligvis behørigt trakteret undervejs. Hjemmelavede burgere, der smagte så fuglene sang, og kaninerne spejdede forgæves efter salatrester!

Vi brugte ca. 6 timer på de 21 km. Ikke nogen imponerende marchhastighed, men det var heller ikke det primære formål. Der var fine muligheder for både at sidde ned, finde vand og toiletter undervejs.

Når man ankommer til en mindre ø i Danmark, føles det ofte som om livet lige går lidt ned i gear, pulsslagene falder, og en vis ro indfinder sig. Det gjaldt bestemt også Endelave. Corona var ikke noget stort tema – men det kommer måske også lidt af sig selv på en ø, hvor det vil kræve en smule koordineret indsats af øens 167 faste beboere at overtræde forsamlingsforbuddet.

Overnatningen foregik hos Conni og Søren på Endelave Camping. De har 4 små campinghytter, som vi rådede over halvdelen af, og det var fuldstændig fantastisk at opleve, hvordan Conni brændte for sin campingplads og for tanken om at det skulle forblive et sted, der var pænt og rent og ikke mindst hyggeligt, og som dækkede de basale behov hos overnattende gæster, uden at det blev for smart. Der var dog gang i en lille service-udvidelse, idet Søren og makker var ved at bygge overdækning til den udendørs servering. At dømme ud fra arbejdstempoet, er det dog uvist, til hvilken sæson overdækningen kommer til at stå færdig!

Aftensmaden bestod af Sørens hjemmelavede pizzaer ved borde med rødternede duge, hyggelig betjening og en fornemmelse af, at Coronatiden var langt væk.

Næste dag bød på en travetur inde på øen inden vi skulle med færgen hjem. En af de gode historier, som sådan nogle øer altid gemmer på er den om Hjalmar Olsen, der var noget af en personlighed, og som i 1936 købte øens herregård Louisenlund og flyttede dertil medbringende bl.a. 3 løveunger, som ind i mellem slap ud og spredte skræk og rædsel blandt fugle og folk på øen. De ligger nu begravet i parken – og herregården kan forøvrigt lejes for en slik til bryllupper eller familiefester, hvis nogle skulle have det behov.

Alt i alt er Endelave kvalificeret som overset perle, selv om Kaninoen bestemt har potentiale til at ødelægge det prædikat. I så fald er det med at komme afsted inden horder af vandringsfolk på stierne og vandrutchebane på Endelave Camping ødelægger den fornøjelse!

Overraskende, men ikke desto mindre virkelighed. På Randbøl hede nær Billund, finder man Stoltenbjerg – en sandklit af imponerende 88 m over havet. Efter istiden havde vi en masse sand til at ligge og flyde – det blev ikke fejet ind under gulvtæppet, men vestenvinden bar det østpå, indtil det landede i det fugtige område på det, der senere blev kendt som Randbøl Hede. Det er den korte forklaring – man kan sikkert finde en meget længere og mere uddybende et sted, men overordnet set, giver det mening for mig.

En regnfuld septemberdag var vi på tur til Randbøl Hede. Området viste sig at være en guldgrube af forskellige oplevelser og oversete perler. Vi startede ved Kirstinelyst – et virkelig fint center med udstilling, madpakkehus, sheltere, bålpladser og (altid væsentligt) toiletter. Et godt sted at begynde – hvor man også finder starten på flere afmærkede vandreruter.

Vi tændte bålet, pakkede den store brunch ud, og således var dagen skudt godt igang!

Der er et link til Kirstinelyst her: https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturskoler/syddanmark/naturrum-kirstinelyst/

Det er et område med masser af historie og historier. Der er stikord som kartoffeltyskere, De rygende bjerge, røser, flyverskjul, maskingeværreder og Syvårssøerne.

Kort fortalt, så var her hede. Danmark klokkede (som sædvanligt?) i det på krigsfronten, og kloge folk kom på ideen om, at “hvad udad tabes, skal indad vindes”. Nu skulle heden opdyrkes fordi vi havde tabt store landområder. Der blev vedtaget en kongelig forordning, som skulle lokke tyske arbejdere til heden, mod løfter om ejendom, jord, dyr, udstyr, skattefrihed og fritagelse for militærtjeneste. Det var dog så som så med indfrielse af løfterne, og opdyrkningen af heden skulle vise sig at være langt sværere end antaget, så det blev ikke rigtig nogen succes.

Op ad Randbøl hede ligger Frederikshåb plantage. Faktisk en kedsommelig nåletræsplantage, som da også i folkemunde gik under navnet Frederikshåbløs Plantage. Men den gemmer dog på et par hemmeligheder: flere steder kan man finde rester fra 2. Verdenskrig, hvor tyskerne havde anlagt en jagerflyveplads på heden og i plantagen kan man stadig se flyverskjul og bunkers fra dengang.

Men plantagens glansnummer må bestemt være Syvårssøerne. Et vådområde, hvor der somme tider er søer og somme tider ikke. Hele magien hænger sammen med nedbør og undergrundsforhold, og betyder, at området konstant skifter karakter. Det er virkelig, virkelig smukt, og der er flere afmærkede vandreture i plantagen.

Er det en overset perle? Tjah… jeg har boet virkelig mange år i Jylland, og aldrig besøgt området, så det tænker jeg nok, det kan kvalificere sig som. I hvert fald er der rigelig plads til flere besøgende – så hvis du får lyst til en fantastisk naturoplevelse, så kom endelig afsted!

Det er Corona-tid og det er svært at planlægge sine rejser, vi har efterhånden opslagstavlen fyldt med vouchers, som venter på bedre tider. Men hvornår verden igen lukker op er endnu uklart.

En ting er dog klart, vi har ferie i uge 41 og 42, og vi skal ud at rejse! Vi trænger i den grad til at se noget andet, opleve nye steder og glemme alt om hverdagens problemer for en tid, og det gør vi bedst i helt andre omgivelser. Vi er Peter og Solveig og i denne efterårsferie rejser vi helt uden børn, de er næsten voksne begge to og vores sidste hjemmeboende har såmænd glædet sig til at blive fri for far og mor et stykke tid. For at kunne vende hurtigt hjem, hvis smitte eller andet ondt skulle overmande os, har vi valgt at tage bilen. Da der ikke var mange destinationer, som var mulige, faldt valget på Bella Italia, men hvem elsker ikke også dette smukke land, der har det hele? Der er bjerge, natur, kyster, mad og vin – og så har vi ikke engang nævnt de venlige og gæstfri italienere…

Vi har været der før… ja, langt de fleste danskere har et forhold til Italien, hvad enten det er ferie ved Gardasøen eller bytur til Rom, Firenze eller Milano. Der har vi også været, og netop derfor er disse steder ikke destinationen denne gang. På denne tur vil vi opsøge de ukendte steder og beskrive de mindre kendte destinationer – vi vil med andre ord gå udenom Lonely Planets anbefalinger og gå vores egne veje… og det er faktisk ikke så svært i Italien, der er pakket med spændende byer og historie.

Og således startede vi med at køre mod syd. Den tyske motorvej A7 starter ved Flensborg og slutter ved Innsbruck. Da det nu skal handle om Italien, starter vi ved Brennerpasset. Vores første overnatning var i Sydtirol; Italien på tysk. Vi boede på et lille familedrevet “Gasthof”, hvor man snakker tysk og serverer retter, hvor kun rosmarindusken, der var stukket i sauerkrauten, afslører, at vi er i Italien…

Den næste dag satte vi kursen mod Asiago. En Italiensk by på en højslette på Alpernes sydside, Alto Piano. Bilen kravlede langsomt opad, træerne havde her i starten af oktober allerede en smuk gylden farve og regnskyerne hang tungt over de snoede bjergveje.

Da vi nåede frem til byen med de 6500 indbyggere, blev vi begge noget overraskede over at se en smuk bykerne med et torv, en stor kirke og velholdte huse med de tilhørende skodder.

Asiago er ikke nævnt i guidebøgerne, men hvis man interesserer sig for historie, vil man nok vide, at der er bygget et storslået (nærmere gigantisk) monument fra første verdenskrig. Italienerne er slet ikke kendt for de store sejre, men til gengæld kan de noget med monumenter, en engelsk historiker hævder, at jo større nederlag, de har lidt, desto større monument. Og dette monument i Asiago er et, der får Triumfbuen i Paris til at blegne! Det står ude midt ingenting, i en meget lille by, kun omgiver af bjergene. Det er svært at overse, når du kommer kørende ind til byen, men det er til gengæld noget du skal vide er der, for at du finder det. Desværre var vi nu kommet så langt ned i Italien, at vi ramlede ind i siestaen. Det betød middagslukning i tre timer, og så længe kunne vi ikke vente. Vi nøjedes med at gå rundt om monumentet og samtidig kunne vi nyde de grønne enge med græssende køer og nogle store, mørke regnskyer som den perfekte kulisse til mindet om de blodige slag, der blev kæmpet her.

Fra Asiago bevægede vi os ned ad bjerget. På et tidspunkt var vejen bare en stor hvid klump på GPS’en, men da jeg zoomede ind viste det sig, at “klumpen” var ikke mindre end ti hårnålesving! Det kan ikke anbefales at læse under nedkørslen – selv co-driveren må have øjnene stift rettet på vejen for ikke at blive utilpas. Men heldigvis fik Peter os sikkert ned de ca. 1000 meter inden vi nåede Po-slettens flade landskab. Næste mål var byen Ferrara. Byen ligger i Emilia-Romagna regionen og har ca. 133.000 indbyggere og så er byen på Unescos verdensarvsliste, og det forstår man godt. Men er det en by, du har hørt om? Næppe, for den ligger så tæt på Bologna og Padova, at det som regel er de byer, man vælger at besøge. Det er der selvfølgelig ikke noget i vejen med, men hvis man dykker lidt ned i det ukendte, bliver man tit overrasket og finder de store oplevelser, som regel unden ret mange andre turister.

Vi fik parkeret bilen i et p-hus, og det var godt, for selvom det er rart at have sin egen bil med på tur, så er vores bil lige et nummer for stor til de smalle italienske gader. Vi gik den lille kilometer til hotellet efter vi havde parkeret bilen, og hotellet viste sig at være et tidligere grevepalads. Den slags steder har Italien bare så mange af… Da vi havde fået installeret os på vores loftskammer, gik vi ud for at se nærmere på byen inden mørket faldt på. Byen var rigtig italiensk, der var smalle gader og ejendomme i lyse og mørke farver med små altaner, vasketøj og skodder. Der er ikke noget andet land som Italien, der kan få forfald til at virke charmerende.

Byen havde italiens længste bymur, som vi spadserede på. Desuden var der både en renæssance- og en middelalderbydel så vi havde meget at se på. Inden midt i byen tårnede der sig en kæmpe stor borg op, som både havde vindebroer og voldgrav. Ingen af os har nogen sinde set en borg så velbevaret af den kaliber. Vi gik også forbi diamantpaladset, som har fået navnet efter måden man har slebet stenene på, så de ligner diamanter. Og så har vi sket ikke nævnt de utallige andre paladser, kirker og tårne, som med lind hånd var strøet rundt om i byen.

Vi satte os på en cafe på en af de mange pladser, da mørket faldt på. Temperaturen var på behagelige 19 grader, og vi bestilte to glas vin. Da vi havde ventet så længe, at vi mente restauranterne var åbne, begav vi os ud for at finde et spisested. Det blev et lille hyggeligt sted med udendørs servering, og da det regnede lidt, sad vi godt beskyttet under deres store parasol. Tjeneren var en sød, energisk kvinde, som troede hun kunne både engelsk og tysk, men ak, der kom kun italiensk meget hurtigt ud af hendes mund så det var en spændende kommunikation, vi havde med hende. Vi fik dog den mad, vi havde regnet med og en flaske god, kraftig rødvin, som vi kunne forstår tjeneren ikke villle have valgt. Vi hyggede os med maden, og da det var tid at lette anker, kom hun med en lille sjus til os. Noget skeptiske førte vi glasset til munden, men det viste sig, at det var en lækker, lokal lakridslikør. Hun fik os med på at tage en nr. 2, og så var det hun kom med det italienske ordsprog om, at hvis man ikke drikker nr. 3 finder man ikke hjem. Altså tog vi den tredje, og det var som om vores italienske ordforråd blev bedre og bedre efterhånden som alkoholen røg indenbords. Det var en sjov afslutning på en spændende dag, og Ferrara fik i hvert fald 3 stjerner både for seværdigheder, charme og lækker mad.

En sommerdag befandt jeg mig uventet i Varde, hvor jeg havde nogle timer, som skulle tilbringes på fornuftig vis. Og selvfølgelig gik jagten på oversete perler straks i gang. Mens jeg trawlede nettet igennem for inspiration, faldt mit blik på Frello-museet. Og pludselig kom jeg i tanke om, at min moster, som på et tidspunkt var borgmester i Varde, var meget optaget af en maler ved navn Otto Frello, og havde arbejdet for, at hans billeder kunne opleves i gode rammer i Varde, hvis opland han selv stammede fra.

Museet ligger lige i Varde centrum, og er let at finde.

Men hvis man var i tvivl om man var på rette vej, skulle man bare se op og betragte husgavlene rundt om museet…. Eller se ned, hvor kloakdækslerne såmænd også var designet af Frello. Vi burde give nogle af alle de dagligdags ting, der omgiver os lidt mere opmærksomhed – alt det, vi normalt ikke lægger mærke til, er måske værd at lægge lidt mere mærke til.

Et skridt ind i udstillingen er et skridt ind i en anden verden. Frello har sit helt eget fantasifulde univers, og maler nogle billeder, som man kan blive ved med at kigge på, tænke over, forundres ved, og digte videre på. Det er så fuldt at historier, som ikke er fortalt færdige, og mit gamle dansklærer-hjerte bankede ved tanken om alle de historier, som kunne skrives med udgangspunkt i de billeder.

Frello har selv sagt, at hvis han kan få tilskueren til at betragte billedet lidt længere og begynde at skabe sine egne fortællinger, er han egentlig tilfreds. “Når man kommer hen til et af mine billeder, bliver man narret til at gå ind i det”, skal han have sagt. Og det er fuldstændig den følelse man har, når man går rundt på museet. Den der fortabelse i tid og sted, hvor man ikke aner, om man har brugt en halv eller fire timer derinde, når man kommer ud.

Nu var jeg bare selv afsted, men hvis jeg havde haft børn med, tror jeg simpelthen det havde været et hit. Det var helt oplagt alle ens barnlige sider, der kom i spil her, og det var lidt som et besøg i en del af ens sind, som man ikke så tit opholder sig i.

Hvis en fantasy-forfatter nogensinde skulle komme til at lide af skriveblokering, vil jeg virkelig anbefale et besøg hos Frello. Det må kunne sætte gang i uendelig mange ideer til nye fortællinger.

Der er sikkert god grund til at mene, at Frello-museet på ingen måde er overset, og at det bare er mig, der ikke har været vågen. Men det er jo det gode ved at skrive sin egen blog 🙂 Her kan jeg jo fuldstændig subjektivt bestemme, hvad jeg synes er overset og bør have mere opmærksomhed, og jeg har altså besøgt Varde et utal af gange, uden at opdag den lille perle, som jeg synes Frello-museet er. Måske har nogen af jer det på samme måde? Skynd jer at komme afsted – men husk at sætte god tid af til besøget, for det tager altså lang tid at rejse rundt i alle de universer, man skal besøge.

God jagt!

Kirsten

Kun tre kilometer adskiller de to kalkgruber, og det siges, at der er gange, der forbinder den ene med den anden. De er nu ikke åbne for turister, hvis de overhovedet findes, for der er stadig mange uopdagede gange i gruberne. Der en fin vandretur mellem de to steder, og Dybdal skov, som gruberne ligger i, er virkelig smuk. Men mens Mønsted, som løber med langt de fleste besøgende, dog virkelig leverer på oplevelsesfronten, har Daugbjerg alligevel også noget, som jeg synes retfærdiggør lidt omtale som en overset perle. Daugbjerg er Skandinaviens ældste kalkgrube, og er aldrig blevet industrialiseret som Mønsted. Derfor er det de gamle, lave, lidt uhyggelige gange og huler, man går rundt i mens flagermusene suser rundt om hovedet på en. I hvert fald, hvis man kommer i sommerhalvåret. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor slidsomt livet som arbejder i en kalkgrube har været.

Og så har Daugbjerg alle de gode fortællinger. Der er historien om Jens Langkniv – en Robin Hood-lignende landevejsrøver, som ifølge myterne om ham, huserede på egnen, og af og til brugte gruberne som tilflugtssted, når han altså ikke forførte præstens kone, skød kongens vildt eller røvede de rejsende. Der er vist ikke meget historisk substans og dokumentation i fortællingerne, men det behøver der jo heller ikke være for at man er godt underholdt!

Som barn var jeg engang med min spejderflok på tur i Daugbjerg Kalkgruber. Dengang – omkring 1980 – blev vi vist rundt af en gammel, krumbøjet kone med en særdeles hvæsende og anstrengt vejrtrækning. Hun viste os rundt kun med lyset fra en enkelt flagermuslygte, og hun kunne altså bare fortælle historierne om Jens Langkniv, så vi var lige ved at dø af skræk. Vi var hysterisk bange for, at hun skulle falde død om derinde i gangene, hvorefter vi aldrig ville finde ud igen. Men sådan gik det nu ikke, og ved indgangen hang der et fint fotografi af Johanne, som hun viste sig at hedde, for hun har åbenbart været noget af en institution, og skræmt mange andre børn, end mig!

Tænk, at her er blevet gravet kalk siden 1100-tallet, hvorefter gruberne blev lukket ned i 1700-tallet og alle glemte alt om dem. Lige til den dag i 1922, hvor to drenge legede i Dybdal skov, og genfandt indgangen til gruberne.

Der er så mange fortællinger omkring Daugbjerg, og jeg tænker egentlig, at de godt kunne få noget mere ud af det her fine sted rent besøgsmæssigt. På den anden side er det jo også fint, at man både kan opleve de storslåede gruber, hvor alt det turistmæssige spiller max., og så de mere autentiske, gamle gruber med alle deres historier.

Når de gamle træer vælter, får de lov at ligge og skaber det mest fantastiske sted – det er som at træde ind i en Ringenes Herre eller Jurassic Park film, og her er altså plads til at mange flere kan besøge denne oversete perle – ganske gratis endda. Midt i sommerferien gik vi rundt her i halvanden time – og den eneste anden skabning, vi fik øjenkontakt med, var et lille egern.

Biologistuderende og andet godtfolk kommer her ofte, og ved blandt andet at analysere jordbunden, har de fundet ud af, at her har været skov i over 6000 år. De ældste træer er omkring 400 år gamle, og nogle af dem er altså gigantiske. Ikke amerikansk redwood-gigantiske selvfølgelig, men altså efter danske forhold pænt store træer.

For de virkelige nørder skulle der være nogle virkelig specielle plante- og dyrearter at finde. Hvad tænker I for eksempel om stinkende storkenæb eller krybende læbeløs? Jeg tror da nok lige, at ville kaste respekt af sig – i de rette kredse altså – hvis man kunne fortælle om nærkontakt med disse!

På min barndoms ferier hos mormor var vi altid en tur i haven ved Sorø Akademi og det er altså også et sted, der kan anbefales. Det siges, at digteren Ingemann sad ude på den lille ø og skrev nogle af sine salmer. Jeg ved ikke om det passer, men som barn forestillede jeg mig altid hvor fint det kunne være at sidde derovre og skrive smukke salmer. Jeg håbede altid, at der var en mulighed for at blive sejlet derover, men det blev altid kun til fodring af ænderne med mormors gamle brød. Det var nu også en fest – altså indtil den dag, hvor vi kom lidt for tæt på svanemor. Så var der ballade, og min søster og jeg måtte i stor hast foretage et strategisk tilbagetog!

Sorø Akademi er en imponerende bygning med en alenlang historie, og med lige så lang en liste over kendte danskere, som har haft deres gang her. Akademiet kunne nok godt fortjene sit eget kapitel på overseteperler.dk, men det må blive en anden god gang. Igen har det været virkelig berigende at gå lidt væk fra det oplagte og kigge rundt om hjørnerne for at se, hvad der gemmer sig der – tænk, at vi faktisk har en urskov et sted i Danmark…

Hvis man havde nøglen til det lille nøglehul ville man kunne åbne og finde en lille sølvtommestok med et indgraveret mærke, som markerer, at lige præcis her var der 5,615 meter over Dansk Middelvandstand. Og det var vigtigt at man for over 100 år siden blev enige og målte og beregnede for at komme frem til det For uden sådan en reference ville vi ikke vide hvor højt Himmelbjerget er, kloakkerne ville løbe den forkerte vej, og udgravningerne til Storebæltstunnellen fra hver side, ville aldrig have mødtes på midten

Punktet er senere blevet beregnet på ny, men vi har stadig i Danmark et sted, som viser, at vi er enige om udgangspunktet når vi skal angive hvor højt noget ligger.
Egentlig er det jo fantastisk, at vi er enige om noget så væsentligt, og at vi har en fælles reference.
Det synes jeg bare alt for få mennesker er klar over, og derfor er den lille låge helt klart dagens oversete perle. Jeg håber virkelig, at jeg falder over et arrangement en dag, hvor man kan komme og se, at lågen bliver åbnet. Prøv om du kan finde den mens du tænker på, hvor godt det er, at der er vigtige ting, vi er enige om!