Meget mere end Fosdalen
Jeg har spist mange is ved Slette Strand. Jeg husker også svagt, at vi har gået i Fosdalen, og at her vist nok var vældig pænt. Derfor var det med høje forventninger, at jeg en lørdag satte kurs nordpå igen, med mand, madpakke og vandrestøvler.
Jeg havde nemlig set, at der var blevet lavet en superfin vandrerute, som forener Fosdalen og den store plantage ved Tranum med hinanden. 12 km travetur i pænt terræn i godt selskab – lød som en plan.
Og vi blev ikke skuffede. Den tur byder altså på noget af det fineste og mest varierede natur, vi kan fremskaffe i Danmark. Hvis man skulle lave en Maggi-terning, som indeholdt lidt af al den danske natur, så kunne man gøre det her.
Der var skov, åbent land, bakke og dal (Ingeborgs bakke såmænd :-)) Og udsigt helt til Vesterhavet med en uendelig horisont. Det er så smukt og jeg tør slet ikke tænke på, hvor fint her må være når anemonerne lige springer ud, eller ved løvfaldstid…
Når vi har vandret med svoger Peter har han tit fortalt om den tyske vandreorganisation. De er jo helt vilde med vandring de tyskere, og ifølge dem, er ruten en af kun 4 “premium-ruter” i Danmark. Den er altså også vildt godt afmærket, så selv ikke-kortnørder kan sagtens finde vej. Jeg fandt selvfølgelig et kort, for hvis de der kortholdere er tomme et sted,trækker det altså betydeligt ned i en ellers hædrende omtale.
Ruten er ikke svær…som sådan…men den er altså heller ikke handicapvenlig. Vi mødte en mand på vej ned at en lidt stejl, skummel strækning, og han mente – med et stort grin – at det her var, hvad man kunne betegne som “teknisk krævende terræn”. Men altså – når jeg kan gå den, så kan alle, der ikke er gangbesværede. Man kan selvfølgelig også bare besøge Fosdalen og parkere ved Lerup kirke. Man slutter turen fint af ved at køre hen til iskiosken i Slette Strand, og måske lige køre forbi Svinkløv Badehotel, som nu igen står, som om intet var hændt, efter at være brændt ned til grunden.
Nåh ja… ruten er ca 12 km, men den tager en 3-4 timer på grund af alt det der op og ned, og man sidder vældig godt i sofaen om aftenen!
Var det interessant? Så send det meget gerne videre ud i verden...