Kaninoen på en weekend

2. maj 2021 1 Af admin

En fredag eftermiddag sad vi forventningsfulde på færgen til øen Endelave – ud for Horsens Fjord. Foranlediget af min aftale med søster om, at de hjemmelavede julegaver for en tid skulle skiftes ud med oplevelser, var vi blevet bedt om at pakke vandrestøvlerne og det gode humør og møde op i Snaptun.

Og det skulle vise sig at blive en oplevelse af de helt gode. Endelave er en lille ø med et særdeles smukt og varieret landskab og dyreliv. Og så har de jo kaninerne. Efter de lokale røverhistorier skulle der på et tidspunkt sættes fasaner ud på øen, men det havde åbenbart været for svært at fremskaffe, så leverandøren lukkede i skumringen lågen op og lod de 6 kaniner løbe ud, alt imens han håbede, at tusmørket ville sløre bedraget!

Nogle af de mere fotogene kaniner😊

Kaninerne ynglede som…ja, kaniner, og nu findes de overalt på øen. Altså undtagen når man står klar med kameraet – så er de pist væk. Men alle steder ser man deres huller, så de er der helt sikkert. De innovative folk på turistkontoret i Horsens har skamløst udnyttet navnesammenfaldet med pilgrimsruten Caminoen som navn på en vandretur rundt om øen, og det kan man jo i grunden ikke fortænke dem i 😊

Der er ruter af flere længder, hvis ikke man er til de 21 km

Kaninoen er en 21 km vandretur rundt i kanten af det meste af øen. Man kan ikke sige, at den er hverken handicap- eller barnevognsegnet, for meget af ruten går på stranden i sand og sten. Til gengæld bliver man rigeligt belønnet med den ene skønne udsigt efter den anden.

Man får lige genopfrisket sit indre landkort når man skal placere Æbelø, Samsø og Tunø undervejs, hvor de dukker op på panoramabillederne øen rundt.

Panoramaudsigter hele vejen rundt
På øens nordside var landskabet flad og bart
Masser af kaninhuller
Ups… så skiftede landskabet igen

Turen var all inclusive, så der blev naturligvis behørigt trakteret undervejs. Hjemmelavede burgere, der smagte så fuglene sang, og kaninerne spejdede forgæves efter salatrester!

Vi brugte ca. 6 timer på de 21 km. Ikke nogen imponerende marchhastighed, men det var heller ikke det primære formål. Der var fine muligheder for både at sidde ned, finde vand og toiletter undervejs.

De lokale holder nøje øje med vandrerne…

Når man ankommer til en mindre ø i Danmark, føles det ofte som om livet lige går lidt ned i gear, pulsslagene falder, og en vis ro indfinder sig. Det gjaldt bestemt også Endelave. Corona var ikke noget stort tema – men det kommer måske også lidt af sig selv på en ø, hvor det vil kræve en smule koordineret indsats af øens 167 faste beboere at overtræde forsamlingsforbuddet.

Ok… teknisk set er det her måske en hare og ikke en kanin😊 men de stod ikke stille og poserede for fotografen ret længe, så I må nøjes med ham her.

Overnatningen foregik hos Conni og Søren på Endelave Camping. De har 4 små campinghytter, som vi rådede over halvdelen af, og det var fuldstændig fantastisk at opleve, hvordan Conni brændte for sin campingplads og for tanken om at det skulle forblive et sted, der var pænt og rent og ikke mindst hyggeligt, og som dækkede de basale behov hos overnattende gæster, uden at det blev for smart. Der var dog gang i en lille service-udvidelse, idet Søren og makker var ved at bygge overdækning til den udendørs servering. At dømme ud fra arbejdstempoet, er det dog uvist, til hvilken sæson overdækningen kommer til at stå færdig!

Malerisk forfald af den næsten italienske slags, men ganske hyggeligt.
Og høns var der sandelig også plads til på campingpladsen

Aftensmaden bestod af Sørens hjemmelavede pizzaer ved borde med rødternede duge, hyggelig betjening og en fornemmelse af, at Coronatiden var langt væk.

Næste dag bød på en travetur inde på øen inden vi skulle med færgen hjem. En af de gode historier, som sådan nogle øer altid gemmer på er den om Hjalmar Olsen, der var noget af en personlighed, og som i 1936 købte øens herregård Louisenlund og flyttede dertil medbringende bl.a. 3 løveunger, som ind i mellem slap ud og spredte skræk og rædsel blandt fugle og folk på øen. De ligger nu begravet i parken – og herregården kan forøvrigt lejes for en slik til bryllupper eller familiefester, hvis nogle skulle have det behov.

Løvetæmmerens tidligere residens
Og alle i højt humør over at finde denne oversete perle!

Alt i alt er Endelave kvalificeret som overset perle, selv om Kaninoen bestemt har potentiale til at ødelægge det prædikat. I så fald er det med at komme afsted inden horder af vandringsfolk på stierne og vandrutchebane på Endelave Camping ødelægger den fornøjelse! 😊

Var det interessant? Så send det meget gerne videre ud i verden...
Facebooktwitterredditpinterestmail