På tur til verdens ende

28. marts 2022 0 Af admin

Eller det var i hvert fald, hvad vi tænkte, den lørdag i marts, hvor vi satte kursen mod den jyske vestkyst. Hvis der findes perler derude, må de i den grad være oversete. Lidet anede vi, hvor overraskede, vi senere ville vende hjem, med posen fuld af gode oplevelser. Svoger Peters kort havde – til stor morskab for os alle – vurderet Thyborøn til to stjerner – og dermed på linje med Firenze, Rom og Paris!?

Thyborøn – en 2-stjernet oplevelse ifølge Marco Polo-kortet!

Det skal dog straks siges, at helt i den liga syntes vi ikke, vi var. Men mindre kan bestemt også gøre det.

Første stop på turen var Bovbjerg fyr. Herude langt mod vest var udsynet stort og horisonten klar og tydelig. Det smukke røde fyr har været pejlemærke for utallige skibe på den farlige Jernkyst, hvor forlis var ganske almindelige, og livsvilkårene herude var vanskelige på rigtig mange måder.

En kort travetur på toppen af klinten vidner om, at havet stadig er grådigt – trods alverdens kystsikring og menneskelige forsøg på at styre naturens kræfter. Vi mødte et skilt, der oplyste os om, at vi nu krydsede ”opholdslinjen”, altså det sted, hvor kanten af isen gik til i den seneste istid. Faktisk var det tydeligt at se i lerlagene, hvor det præcist var!

Det gik langs stranden tilbage – en sjældent vindstille og lun dag ved Vestkysten, så wow-faktoren var høj 😊

Havet æder sig stadig ind på kysten

Turen gik videre nordpå mod Thyborøn, og første stop var frokost i det fri. Noget af et scoop at kunne sidde ved æ Haw og spise madpakker i solen midt i marts!

Selskabet er godt tilpas!

Gad vide, hvor mange af bloggens læsere, der sådan lige var klar over, at der i 1. verdenskrig var et frygteligt søslag mellem tyskere og englændere netop ud for Thyborøn? Et døgn gik med, at de fyrede løs på hinanden derude, så kanontordenen kunne høres ind på land, og da slaget var slut, lå 25 skibe på havets bund, og knap 9000 mennesker var omkommet.

På det fine lille museum Sea War Museum i Thyborøn kan man blive klogere på ”Jyllandsslaget” som det kaldes – en fin og spændende lille perle.

Masser af effekter er bjærget fra havets bund
Mindeparken for de mange omkomne

Og så var tiden kommet til turens forventede højdepunkt. En to-timers guidet tur rundt til Thyborøns seværdigheder… på Puch Maxi. Det var i den grad en tur på Memory Lane! En særdeles veloplagt turguide, som var ca. lige dele entertainer, naturvejleder og knallertentusiast, fik os ombord med gennemgang af cockpittet (et gashåndtag og to bremser), pålæsningssystemet (den grønne mælkekasse bagpå), nødbremse-systemet (sko i jorden), forventet Max.ydelse (1 hestekraft) og … ja, det var faktisk det!

Vi blev grundigt instrueret om, at der skulle forevises kørekort såfremt politiet var i byen (hvilket ifølge den lokale Messenger-gruppe dog ikke var tilfældet den dag) og at hjelmene mest var en slags passiv sikkerhedsforanstaltning (så de lokale se, at vi var turister). En kort øvetur og afsted det gik!

Første opgave var en lille sti, hvor vi skulle se til venstre (der hvor indkørsel-forbudt-skiltet stod til højre), og så gik det ellers afsted mod Høfde 42, mens Jens fortalte lokale røverhistorier og gode anekdoter fra Thyborøn, som lød i æggeskallernes headset.

Den navnkundige VLTJ lægger fra…
Sneglehuset – thyborøn’sk kuriosum

Tilbage i byen var der tid til en tur om havnen, sneglehuset, de dyre og de billige kvarterer og det lokale brune værtshus, hvor der var lejlighed til en øl blandt de lokale. Og uden af lufte mine fordomme om Thyborøn alt for meget, vil jeg bare sige, at de fuldt ud levede op til dem! Det var en kanon-oplevelse og en skæg og anderledes måde at se en by på, og maxitours kan bestemt anbefales!

En middag på restaurant Bølgen, hvor maden var virkelig god og køkkenets tid om at tilberede den usædvanlig lang, rundede dagen af, og det var tid til at opgøre udbyttet af dagen. Der var bred enighed om, at de to stjerner måske lige er at stramme den, men Thyborøn og den del af Vestkysten er virkelig et besøg værd. Der er alligevel stadig oversete perler derude…

Solnedgang over havet…
Var det interessant? Så send det meget gerne videre ud i verden...
Facebooktwitterredditpinterestmail