På besøg hos Jens Langkniv

Meget tæt på mit hjem ligger der ikke mindre end to kalkgruber, Mønsted og Daugbjerg. Mønsted er den store, og mere industriel, og her får den fuld skrald på oplevelsesindustrien med udstillinger, et lille tog, koncerter, ostelagring og alle mulige arrangementer i gruberne. Og masser af flagermus selvfølgelig. Det er fint og godt, og det er på ingen måde en overset perle, for her kommer masser af besøgende. Anderledes forholder det sig dog med “lillebror” i Daugbjerg.

Kun tre kilometer adskiller de to kalkgruber, og det siges, at der er gange, der forbinder den ene med den anden. De er nu ikke åbne for turister, hvis de overhovedet findes, for der er stadig mange uopdagede gange i gruberne. Der en fin vandretur mellem de to steder, og Dybdal skov, som gruberne ligger i, er virkelig smuk. Men mens Mønsted, som løber med langt de fleste besøgende, dog virkelig leverer på oplevelsesfronten, har Daugbjerg alligevel også noget, som jeg synes retfærdiggør lidt omtale som en overset perle. Daugbjerg er Skandinaviens ældste kalkgrube, og er aldrig blevet industrialiseret som Mønsted. Derfor er det de gamle, lave, lidt uhyggelige gange og huler, man går rundt i mens flagermusene suser rundt om hovedet på en. I hvert fald, hvis man kommer i sommerhalvåret. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor slidsomt livet som arbejder i en kalkgrube har været.

Og så har Daugbjerg alle de gode fortællinger. Der er historien om Jens Langkniv – en Robin Hood-lignende landevejsrøver, som ifølge myterne om ham, huserede på egnen, og af og til brugte gruberne som tilflugtssted, når han altså ikke forførte præstens kone, skød kongens vildt eller røvede de rejsende. Der er vist ikke meget historisk substans og dokumentation i fortællingerne, men det behøver der jo heller ikke være for at man er godt underholdt!

Som barn var jeg engang med min spejderflok på tur i Daugbjerg Kalkgruber. Dengang – omkring 1980 – blev vi vist rundt af en gammel, krumbøjet kone med en særdeles hvæsende og anstrengt vejrtrækning. Hun viste os rundt kun med lyset fra en enkelt flagermuslygte, og hun kunne altså bare fortælle historierne om Jens Langkniv, så vi var lige ved at dø af skræk. Vi var hysterisk bange for, at hun skulle falde død om derinde i gangene, hvorefter vi aldrig ville finde ud igen. Men sådan gik det nu ikke, og ved indgangen hang der et fint fotografi af Johanne, som hun viste sig at hedde, for hun har åbenbart været noget af en institution, og skræmt mange andre børn, end mig!

Tænk, at her er blevet gravet kalk siden 1100-tallet, hvorefter gruberne blev lukket ned i 1700-tallet og alle glemte alt om dem. Lige til den dag i 1922, hvor to drenge legede i Dybdal skov, og genfandt indgangen til gruberne.

Der er så mange fortællinger omkring Daugbjerg, og jeg tænker egentlig, at de godt kunne få noget mere ud af det her fine sted rent besøgsmæssigt. På den anden side er det jo også fint, at man både kan opleve de storslåede gruber, hvor alt det turistmæssige spiller max., og så de mere autentiske, gamle gruber med alle deres historier.

Var det interessant? Så send det meget gerne videre ud i verden...