Frello – en finurlig maler i Varde

En sommerdag befandt jeg mig uventet i Varde, hvor jeg havde nogle timer, som skulle tilbringes på fornuftig vis. Og selvfølgelig gik jagten på oversete perler straks i gang. Mens jeg trawlede nettet igennem for inspiration, faldt mit blik på Frello-museet. Og pludselig kom jeg i tanke om, at min moster, som på et tidspunkt var borgmester i Varde, var meget optaget af en maler ved navn Otto Frello, og havde arbejdet for, at hans billeder kunne opleves i gode rammer i Varde, hvis opland han selv stammede fra.
Museet ligger lige i Varde centrum, og er let at finde.

Men hvis man var i tvivl om man var på rette vej, skulle man bare se op og betragte husgavlene rundt om museet…. Eller se ned, hvor kloakdækslerne såmænd også var designet af Frello. Vi burde give nogle af alle de dagligdags ting, der omgiver os lidt mere opmærksomhed – alt det, vi normalt ikke lægger mærke til, er måske værd at lægge lidt mere mærke til.


Et skridt ind i udstillingen er et skridt ind i en anden verden. Frello har sit helt eget fantasifulde univers, og maler nogle billeder, som man kan blive ved med at kigge på, tænke over, forundres ved, og digte videre på. Det er så fuldt at historier, som ikke er fortalt færdige, og mit gamle dansklærer-hjerte bankede ved tanken om alle de historier, som kunne skrives med udgangspunkt i de billeder.

Frello har selv sagt, at hvis han kan få tilskueren til at betragte billedet lidt længere og begynde at skabe sine egne fortællinger, er han egentlig tilfreds. “Når man kommer hen til et af mine billeder, bliver man narret til at gå ind i det”, skal han have sagt. Og det er fuldstændig den følelse man har, når man går rundt på museet. Den der fortabelse i tid og sted, hvor man ikke aner, om man har brugt en halv eller fire timer derinde, når man kommer ud.

Nu var jeg bare selv afsted, men hvis jeg havde haft børn med, tror jeg simpelthen det havde været et hit. Det var helt oplagt alle ens barnlige sider, der kom i spil her, og det var lidt som et besøg i en del af ens sind, som man ikke så tit opholder sig i.
Hvis en fantasy-forfatter nogensinde skulle komme til at lide af skriveblokering, vil jeg virkelig anbefale et besøg hos Frello. Det må kunne sætte gang i uendelig mange ideer til nye fortællinger.

Der er sikkert god grund til at mene, at Frello-museet på ingen måde er overset, og at det bare er mig, der ikke har været vågen. Men det er jo det gode ved at skrive sin egen blog 🙂 Her kan jeg jo fuldstændig subjektivt bestemme, hvad jeg synes er overset og bør have mere opmærksomhed, og jeg har altså besøgt Varde et utal af gange, uden at opdag den lille perle, som jeg synes Frello-museet er. Måske har nogen af jer det på samme måde? Skynd jer at komme afsted – men husk at sætte god tid af til besøget, for det tager altså lang tid at rejse rundt i alle de universer, man skal besøge.
God jagt! 😊
Kirsten
Var det interessant? Så send det meget gerne videre ud i verden...



