Italien – off the beaten track

10. oktober 2020 0 Af admin

Dette blogindlæg er skrevet af Solveig og Peter Aggerholm, som til dagligt bestyrer bloggen www.aggerholmsblog.blogspot.com om deres mange rejser til alle afkroge af verden. Her er deres beretning om en efterårstur til Italien i en verden med Corona:

Det er Corona-tid og det er svært at planlægge sine rejser, vi har efterhånden opslagstavlen fyldt med vouchers, som venter på bedre tider. Men hvornår verden igen lukker op er endnu uklart.

Solveig og Peter med deres søn Christian – billedet er fra en tur til Israel

En ting er dog klart, vi har ferie i uge 41 og 42, og vi skal ud at rejse! Vi trænger i den grad til at se noget andet, opleve nye steder og glemme alt om hverdagens problemer for en tid, og det gør vi bedst i helt andre omgivelser. Vi er Peter og Solveig og i denne efterårsferie rejser vi helt uden børn, de er næsten voksne begge to og vores sidste hjemmeboende har såmænd glædet sig til at blive fri for far og mor et stykke tid. For at kunne vende hurtigt hjem, hvis smitte eller andet ondt skulle overmande os, har vi valgt at tage bilen. Da der ikke var mange destinationer, som var mulige, faldt valget på Bella Italia, men hvem elsker ikke også dette smukke land, der har det hele? Der er bjerge, natur, kyster, mad og vin – og så har vi ikke engang nævnt de venlige og gæstfri italienere…

Vi har været der før… ja, langt de fleste danskere har et forhold til Italien, hvad enten det er ferie ved Gardasøen eller bytur til Rom, Firenze eller Milano. Der har vi også været, og netop derfor er disse steder ikke destinationen denne gang. På denne tur vil vi opsøge de ukendte steder og beskrive de mindre kendte destinationer – vi vil med andre ord gå udenom Lonely Planets anbefalinger og gå vores egne veje… og det er faktisk ikke så svært i Italien, der er pakket med spændende byer og historie.

Og således startede vi med at køre mod syd. Den tyske motorvej A7 starter ved Flensborg og slutter ved Innsbruck. Da det nu skal handle om Italien, starter vi ved Brennerpasset. Vores første overnatning var i Sydtirol; Italien på tysk. Vi boede på et lille familedrevet “Gasthof”, hvor man snakker tysk og serverer retter, hvor kun rosmarindusken, der var stukket i sauerkrauten, afslører, at vi er i Italien…

Den næste dag satte vi kursen mod Asiago. En Italiensk by på en højslette på Alpernes sydside, Alto Piano. Bilen kravlede langsomt opad, træerne havde her i starten af oktober allerede en smuk gylden farve og regnskyerne hang tungt over de snoede bjergveje.

Da vi nåede frem til byen med de 6500 indbyggere, blev vi begge noget overraskede over at se en smuk bykerne med et torv, en stor kirke og velholdte huse med de tilhørende skodder.

Asiago er ikke nævnt i guidebøgerne, men hvis man interesserer sig for historie, vil man nok vide, at der er bygget et storslået (nærmere gigantisk) monument fra første verdenskrig. Italienerne er slet ikke kendt for de store sejre, men til gengæld kan de noget med monumenter, en engelsk historiker hævder, at jo større nederlag, de har lidt, desto større monument. Og dette monument i Asiago er et, der får Triumfbuen i Paris til at blegne! Det står ude midt ingenting, i en meget lille by, kun omgiver af bjergene. Det er svært at overse, når du kommer kørende ind til byen, men det er til gengæld noget du skal vide er der, for at du finder det. Desværre var vi nu kommet så langt ned i Italien, at vi ramlede ind i siestaen. Det betød middagslukning i tre timer, og så længe kunne vi ikke vente. Vi nøjedes med at gå rundt om monumentet og samtidig kunne vi nyde de grønne enge med græssende køer og nogle store, mørke regnskyer som den perfekte kulisse til mindet om de blodige slag, der blev kæmpet her.

Fra Asiago bevægede vi os ned ad bjerget. På et tidspunkt var vejen bare en stor hvid klump på GPS’en, men da jeg zoomede ind viste det sig, at “klumpen” var ikke mindre end ti hårnålesving! Det kan ikke anbefales at læse under nedkørslen – selv co-driveren må have øjnene stift rettet på vejen for ikke at blive utilpas. Men heldigvis fik Peter os sikkert ned de ca. 1000 meter inden vi nåede Po-slettens flade landskab. Næste mål var byen Ferrara. Byen ligger i Emilia-Romagna regionen og har ca. 133.000 indbyggere og så er byen på Unescos verdensarvsliste, og det forstår man godt. Men er det en by, du har hørt om? Næppe, for den ligger så tæt på Bologna og Padova, at det som regel er de byer, man vælger at besøge. Det er der selvfølgelig ikke noget i vejen med, men hvis man dykker lidt ned i det ukendte, bliver man tit overrasket og finder de store oplevelser, som regel unden ret mange andre turister.

Vi fik parkeret bilen i et p-hus, og det var godt, for selvom det er rart at have sin egen bil med på tur, så er vores bil lige et nummer for stor til de smalle italienske gader. Vi gik den lille kilometer til hotellet efter vi havde parkeret bilen, og hotellet viste sig at være et tidligere grevepalads. Den slags steder har Italien bare så mange af… Da vi havde fået installeret os på vores loftskammer, gik vi ud for at se nærmere på byen inden mørket faldt på. Byen var rigtig italiensk, der var smalle gader og ejendomme i lyse og mørke farver med små altaner, vasketøj og skodder. Der er ikke noget andet land som Italien, der kan få forfald til at virke charmerende.

Byen havde italiens længste bymur, som vi spadserede på. Desuden var der både en renæssance- og en middelalderbydel så vi havde meget at se på. Inden midt i byen tårnede der sig en kæmpe stor borg op, som både havde vindebroer og voldgrav. Ingen af os har nogen sinde set en borg så velbevaret af den kaliber. Vi gik også forbi diamantpaladset, som har fået navnet efter måden man har slebet stenene på, så de ligner diamanter. Og så har vi sket ikke nævnt de utallige andre paladser, kirker og tårne, som med lind hånd var strøet rundt om i byen.

Vi satte os på en cafe på en af de mange pladser, da mørket faldt på. Temperaturen var på behagelige 19 grader, og vi bestilte to glas vin. Da vi havde ventet så længe, at vi mente restauranterne var åbne, begav vi os ud for at finde et spisested. Det blev et lille hyggeligt sted med udendørs servering, og da det regnede lidt, sad vi godt beskyttet under deres store parasol. Tjeneren var en sød, energisk kvinde, som troede hun kunne både engelsk og tysk, men ak, der kom kun italiensk meget hurtigt ud af hendes mund så det var en spændende kommunikation, vi havde med hende. Vi fik dog den mad, vi havde regnet med og en flaske god, kraftig rødvin, som vi kunne forstår tjeneren ikke villle have valgt. Vi hyggede os med maden, og da det var tid at lette anker, kom hun med en lille sjus til os. Noget skeptiske førte vi glasset til munden, men det viste sig, at det var en lækker, lokal lakridslikør. Hun fik os med på at tage en nr. 2, og så var det hun kom med det italienske ordsprog om, at hvis man ikke drikker nr. 3 finder man ikke hjem. Altså tog vi den tredje, og det var som om vores italienske ordforråd blev bedre og bedre efterhånden som alkoholen røg indenbords. Det var en sjov afslutning på en spændende dag, og Ferrara fik i hvert fald 3 stjerner både for seværdigheder, charme og lækker mad.

Var det interessant? Så send det meget gerne videre ud i verden...
Facebooktwitterredditpinterestmail